sang konkurancce

April smilede til Wolfy. "Uhmm... jeg har altid været sådan, og er sjældent hjemme. Jeg vil ud og se verden, opleve den og alle dens glæder." hun grinte lidt. Hun var ikke vandt til folk spurgte ind til det, selvom de nok tænkte over det. "Hvad laver i egentlig i rabu-land?" hun så afventende på ham.

Jamie fik øje på Mae og smilede. "Det er gulerodstærte, men du må nok hellere betale som alle andre."

Yugiku der sad på skødet af en Rabu der var meget rød i hovedet kiggede pludselig op. Hun fik øje på en lille pige og studerede hende lidt før hun gav rabuen et kys på kinden. "Beklager men du må lige vente.." det fik ham bare til at rødme endnu mere. Hun hoppede ned og gik hen bagved Wolfy og lagde armene om livet på ham og pressede sit bryst imod hans ryg. og med munden helt tæt ved hans øre, så det lignede hun lavede noget andet hviskede hun "det en dæmon her, eller. tror ikke hun er fuldblods. men der er en dæmon her.." hun slap ikke og blev hovr hun var.

"vi kom her begrund af Bruno" han smillede til hende og lade pluslig alt sit fukos på Yugiku der stod lænt op af ham.
"den lille pige henne ved disken??" hvisket han igen. hans blik fulgte nu pigen der var kommet ind I kroen. Han studret hende grundit.

Dylan trak Bruno ned på sit skøg. `gravede`sit ansigt ind I Rabuns ryg og bare nø Bruno´s duft og Kanins indero imens han holdte om Brunos mave med begge arme med et fast greb. Bruno lod sig bare trække ned og sad helt stille. han have ligt kulør på kinderne men han var næsten vantil at se på Dylans skøg efterhånden.

Yugiku smilede lidt. "uhhmmm præcis.. Jeg dog ikke klar over om hun er problemer, men nogle af rabuerne virker en urolige over hende." Hun drejede sit hoved helt ind til hans øre igen. "vi må hellere holde øjnene åbne."

April havde kigget væk da hun så hvordan Wolfy og Yugiku stod. Hun ønskede ikke at snage, det var dog ikke fordi hun var forlegen. Hun drejede blikket og fik øje på Dylan og Bruno som sad der. Hun lagde hovedet let på skrå og kiggede nysgerrigt på dem. "Uhmm... Er i et par?"

"ff ja" han begyndte at syns at Yugiku var ligt for tæt på hans ører. Han sank en klump.
"måske hun fredlig som dig??" nu det slog ham Ruba´ene var meget urolig nu men det have de næsten virket siden de have vist deres art.

"ja han er min mage" kom det helt og normalt ud af Dylan´s mund. Han sku ikke en gang tænke sig om for at svare hende. han smille stolt.

vent hvad. Bruno dreje hovdet flot og kiggede på Dylan. han have faktiks aldri tænkt I den retning men når han tænket over det var det vel sandt nok. han blev helt rød I hovdet. vent så betyder det jo at. han blev endnu mere rød I hovdet.

En kvinde gik op på hvad de have kaldt en lille scene hvor musiken spillede. hun var ikke rabu. hun var ikke menneske. Karin sendte et lille lumsk smil til forsamling og begyndte at synge.
https://www.youtube.com/watch?v=1t8-_pI1-9Q

(skal nok få skrevet Karin ind ><;; Yugiku´s halv søster)

April blev en smule overrasket over svaret, altså hun havde nok forventet det men stadig. Hun blev stadig overrasket. Hun sendte dem et smil. "I ser glade ud sammen, måske.." Hun stoppede sig selv og kiggede ned i bordet. Det var i samme nu hun hørte en stemme.

Yugiku kiggede op i samme øjeblik hun hørte en velkendt stemme. "Karin..." Hun kiggede op på scenen... "Hvad vil hun nu her? Som om vi ikke har nok at se til.." hun sukkede en smule irritabelt og kiggede rundt på rabuerne for at se om hun havde gang i et eller andet weird.

Mae kiggede ned i sin pung for at se om hun havde penge nok til at mad for, hun sukkede tungt da den viste sig at være tom. "Beklager Jamie, det må blive en anden gang jeg smager din gulerodstærte, for jeg har ingen penge." Det blev sagt med et smil, men det var tydeligt at se hun var nedtrykt over ikke at kunne komme til at smage tærten. Hun vendte sig om for at gå sin vej igen, men blev fanget af en stemme. Hun fulgte stemmen indtil hun stod foran scenen og kiggede med store øjne op på kvinden der sang. Det var lidt som om at hun var blevet fortryllet af at have hørt sangen, kvinden sang.

især alle de unge samlet sig helt zombie artigt ved scenen da Karin sang.
hun lave et lille skævt smil. da sangen stoppet rystet alle sig på hovdet som om de kom til sig selv igen. Englen gad et knips med fingerne og begyndte atr synge en ny sang
https://www.youtube.com/watch?v=McfkDbjfllo
Hun kiggede især på Yugiku og Wolfy da hun sang den.


Wolfy stirret stiffet hen på Karin. da han så at hun smile til ham løftet han hovdet irreret op.
"helt sikkert et eller andte, men vi kan ikke rør hende"

Dylan smillede tilbage til April.
osse dem have rettet blikket imod scenen.

Yugiku fnøs.. "vi får se..." Hun rejste sig ret op og med blikket rettet på sin søster begyndte hun og lade skyggerne bevæge sig i det skjulte, i de andre skygger. Hun var ligelgad med at Wolfy nok godt kunne regne ud hvad det var hun lavede.

April kiggede stadig ned i bordet og lagde ikke rigtig mærke til at Dylan smilede til hende. Hun rejste sig så pludselig midt imellem de 2 sange. "Undskyld mig.." hun nærmest løb ud af døren og udenfor uden at sige mere.

Mae rystede voldsomt på hovedet efter at den første sang sluttede og kiggede sig forvirret omkring. Hun havde nemlig den største følelse af at der lige var blevet brugt magi på hende, men hun havde ingen anelse om hvorfra. Nu hvor Mae var blevet opmærksom på at der blev brugt magi, var hun mere obs hvad der skete omkring hende og lagde derfor hurtigt mærke til den zombieagtig følelse der kom i det kvinden begyndte på en ny sang. Hun skyndte sig at holde sig for ørerne samtidig med at hun højtlydt sagde "hør ikke på det" gentagende gange, så hun kunne fokusere på sin egen stemme, frem for kvindens. Hun prøvede også på at gå mod udgangen, men det var ikke til at komme forbi den menneskemængde der efterhånden havde samlet sig omkring scenen.

alle rabuene var nu I zombie tilstand osse selvom sangen var slut. Karin kigge udfordene hen på Yugiku, Wolfy og Dylan.

Dylan holdte Bruno fast. Bruno var osse I zombie til stand som prøvede hele tiden at komme hen til scenen.

"hehe lade os lege en lille lege bare for gamle minder skyld" Karin ragte armen ud I luften og pjege på dem.
"sang konkuracce. vis I kan synge og forvandle dem alle til sig selv. vis I ikke kan så er denne rabu by min" Hun smillede endnu engang. FOrdi hun var halv engle eller mest engle kunne hun ikke bare tage hvad hun ville uden at forhandel ellers ville hun kunne have taget denne by så let som ingen ting men hendes engle status gjorder at hendes evner var bekrænste, men med forhandlinger var hun stræk.
"når hvad siger I..eller er I ligeglad med denne by tihihi"

Dylan knurret og Wolfy rejset sig uroligt op fra stolen.

April var nået ud inden hun blev påvirket så hun sad bare under et træ ude foran, uden at ane hvad der foregik..

Yugiku kneb øjnene sammen og kiggede irriteret på sin søster. Hun stoppede skyggerne og kiggede på Wolfy "Ikke et ord om det her!" hun sendte ham et strengt blik og gik imellem alle de paralyserede rabuer. Hun gik op til sin søster, hun gav hende et elevator blik og fik hende ned.. Hun stod lidt og overvejede endnu en gang hvorfor hun gjorde det her.. Hun trak vejret dybt og begyndte og synge. (https://www.youtube.com/watch?v=hFchgev8mjc )

Da kvinden stoppede med at synge, holdt Mae op med at gentage det hun var i gang med, for ikke at høre på kvindens sangstemme. Hun holdt sig dog for ørerne i tilfælde af at kvinden skulle begynde at synge igen.

Efter at alle de paralyserede rabuer var stoppet helt op, blev det en let sag for Mae at nå hen til døren. Hun skulle lige til at trykke håndtaget ned, så hun kunne komme ud, men stoppede op da kvinden på scenen begyndte at snakke udfordrende til nogen som befandt sig et sted i rummet. Hun besluttede sig dog for at det sikkert intet havde at gøre med hende, lige indtil kvinden sagde at hvis dem der var bag Mae ikke kunne forvandle rabuerne tilbage, så ville hun overtage byen. Mae kiggede skræmt op mod scenen på kvinden. Det kunne hun da ikke mene, kunne hun?! Hvad skulle der så ske med rabuerne? Hvad med hende og hendes familie? En uendelig strøm af spørgsmål dukkede op i Maes hjerne, men hun skyndte sig at ryste på hovedet, for ikke at tænke på det. Hun kunne jo være ligeglad med hvad der skete med byen. Befolkning havde jo aldrig behandlet hverken hende eller hendes familie særligt godt pga dæmonblodet, så hvorfor skulle hun lige pludselig bekymre sig om dem? Nej, hun måtte hellere skynde ud inden hun kom galt af sted. Hun nærmest rev døren op og styrtede ud af den. Mae lagde dog ikke mærke til hvor hun løb og faldt derfor så lang hun var. Da hun kiggede op for se hvad der var skyld i hendes fald, så hun at det var et par ben. Da hun fulgte benenes ejermand og opdagede at de tilhørte en rabupige, blev hun hurtigt bange. Mae fik med et snuptag rejst sig op på sine knæ, selvom det gjorde ondt og vendt sig mod pigen. "undskyld, undskyld" blev hun ved at sige, mens hun hele tiden bukkede sig ned mod jorden. Selvom hun ikke kendte pigen, var det ikke til at vide hvad hun kunne finde på at straffe hende med, for ikke at have set sig for.

Karin gik små grinene imens Yugiku sang. detsvære så sangen ikke ud til at virke.
Hun satte sig ved siden af Wolfy meget tæt på ham.
"hihi det ser ud til det star 2-0 til mig"

"er du sikker på at du vil tæt på mig?" Han løftet et øjenbryn og kiggede på hende.
Karin satte bare albuen ned I bordet og lænte sig op af den.

"jeg har jo ikke skadet nogen endnu så jeg kan ikke se hvorfor jeg skul vær bange"
Hun have et smøret smil

Wolfy og Dylan sukket opgivene

Yugiku havde hurtigt indset det ikke havde nogen virkning. Hun kunne mærke vreden i sig, og det irriterede hende grænseløst. Hun nægtede og tabe til sin søster! Hun var ret ligeglad med rabuerne i bund og grund, det var kun pga Wolfy. Men hun hadet at tabe, og hun hadet det endnu mere til sin søster.
Derfor nåede sangen også kun lige at blive færdig da hun stampede en gang jorden og sendte en hær af skygger ud som dog forsvandt hurtigt igen. Og i samme øjeblik hendes fod ramte scenens gulv, begyndte hun at synge en ny sang. (https://www.youtube.com/watch?v=wVWazHTunSI) Hun sang for fulde lunger, og sang med alle de følelser hun gemte inderst i sig selv og ikke lod andre se. Hun håbede at det ville nå ind til Rabuerne. Hun lukkede øjnene og ignorerede alle andre omkring hende, hvilket også betød sangen fik mere følelser og mening end den tidligere.

April trak sine ben til sig da en væltede over dem. Hun kiggede op på en anden Rabu pige. Hun undrede sig lidt over hendes opførsel. det gav på ingen måde mening. Hun rystede let på hovedet. "det var min skyld." mere sagde hun ikke før hun lagde armene om sine ben og gemte hovedet i sine knæ.

Mae stirrede underligt på pigen, lavede hun sjov med hende? Hun ville godt nok ikke være den første til at gøre det dog. Nej hun måtte hellere tage skylden. "N-nej, det var min skyld! J-jeg skulle have set mig bedre for i stedet for bare styrte sådan af sted." Mae bed sig nervøst i den ene læbe, måske skulle hun fortælle om det der skete inde på kroen?! Nej, nej hun måtte hellere lade være, ellers kunne jo risikere at skylden for det, røg over på hende. I stedet for den der rent faktisk startede det hele, som var kvinden på scenen.

alle rabuene begyndte at blive sig selv igen. Karin banket suret I bordet og rejste sig op. Wolfy hev fat I hendes hånd da hun tydeligvis var på vej hen til scenen igen.
"vi vandt og du gad et løfte" Han slap hendes hånd og hun så surt på ham men skiftet hurtigt til at smil. hun gjorder et sving med håret.

"jamene så tak for I aften" sagde hun bare og forsvandt ude I det blå.

"hvad sker der" Bruno kiggede forvirret rundt da han var kommet til sig selv.

Yugiku var lettet over hun slap for at synge mere. Hun forlod scenen uden et ord, og fik øje på Karin der forsvandt. De Rabuer skyldte hende satme nu. Hun gik forbi Bruno der spurgte hvad der var sket. Hun kiggede kort på ham, men blev enig om ikke at svarer ham. Hun gik bare hen og satte sig ved siden af Wolfy uden at kigge på ham.

April kiggede ikke op. Hun forsøgte og få ro på sine tanker igen og det bare rigtig dårligt hvis du spurgte hende. Hvorfor blev pigen ved med at tage skylden.. April rejste sig en smule irriteret op. "det var mig der fyldte så hold op med det der." Hun trak vejret roligt og kiggede ned i jorden "Undskyld.. Det var ikke okay og blive så vred.."

"well" Wolfy ånde lettet op. måske kan de være heldig at der ikke sker mere I aften.

Dylan så på de andre. han svarede helere ikke Bruno.
"hvorfor var det lige kun Rabuene der blev påvirket??"

"Påvirket!??" Bruno så endnu mere forvirret rundt.

Idet pigen rejste sig op, troede Mae til at starte at hun ville slå ud efter hende, så hendes reaktion var også derefter. Hun krympede sig hurtigt sammen og holdt sine arme over hovedet, for at afværge slaget så meget som muligt.
Da pigen hurtigt sagde undskyld efter sit udbrud, tog Mae langsomt sine arme ned igen for at kigge forundret på pigen. Det var første gang at nogen, som ikke var hendes forældre, sagde undskyld til hende.

Yugiku sad og drak roligt af et glas vin. Utroligt at nu kunne hun endelig slappe af, og så var hun nødt til at redde sådan nogle træls Rabuer fra sin søster. Hun tog en tår før hun svarede Dylan uden at kigge på ham. "Min søster går efter de svage, de nemmest og manipulere." Hun kiggede kort på Bruno før hendes blik vandrede til nogle oppe ved baren.

April kiggede en smule undrende på pigen. Hun kløede sig lidt i håret. "Sagde jeg noget forkert?" Hun forstod ikke helt pigens reaktion, havde hun virket SÅ sur?