vi er ikke team vi har bare brug for hinandens hjælp.

(ide angående Aio-con)

Wolfy sad og kiggede på Dylan og Aphrodite. de begge stod og snakket vis man kunne kalde det det.
Hun så ikke ikke tilfreds ud over at være sammen med dem men hun have selv kaldt dem her hen og selv kæmpet med besværet med at få dem så langt ind i wolu riget uden de blev opdaget.
Wolfy kunne tydeligt se at Aphrodite have fået nok af Lupus måder at styr riget på.
det tog siden tid rulle Wolfy med øjnene men nu var han ikke sikker på om hun var på deres side.
Dylan have været urolig lige siden hun have sendt kald efter dem, men de var nå til at tage chansen og håbe på det kunne før dem til Bruno.

Alle viste dog at Froulist have snyt Wolu´ene og Catu´ene kører deres eget spil her.
Wolfy´s hale små `slog´ på den tønde han sidder på imens hans hovde lænte i begge hænder imens arme støttet på benene der hang ned af den høje tønde. Bare de snart fandt Bruno så den her udbehalig dysterhed snart forsvandt igen.

Felina sad et stykke fra de 3 woluer og broderede. Hun prøvede at gøre sig lidt usynlig, men kunne ikke lade være med at sende nogle onde blikke mod Dylan, hver gang hun kiggede op for at følge en smule med i Afrodites og hans samtale.
Hun var virkelig ikke tilfreds med den måde han havde såret hendes veninde på og på en måde stadig gjorde det ved at sammen med en, der til med selv var en MAND.

Afrodite fortrød langsomt sit eget valg. Jo det var utroligt træls den måde Lupus kørte riget på, men at se Dylan fik hende til at opleve den smerte hun huskede alt for godt. Om hun ville indrømme det eller ej, så elskede hun ham stadig af hele sit hjerte. Det var ren tortur for hende at være tæt på ham når det ikke blev gengældt. Men alt det ville hun ikke indrømme, og den eneste der nok vidste der var nok Felina. Den eneste hun stolede på nu, hun havde haft svært ved det efter den måde Dyland havde behandlet hende på.

Stilheden i skoven blev afbrudt af lyden af en lussing igennem luften. Afrodite kiggede vredt på Dylan og stod med sin ene hånd knyttet. "Hvordan kan du være så forbandet selvisk? Wolu riget lider fordi du valgte og være så egoistisk og efterlade alt og alle." Hun tog en dyb indånding for at holde fokus. "Og det eneste du kan snakke om er den forbandede latterlige lille rabu som du påstår du elsker." De sidste ord havde svært ved at forlade hendes læber men hun formåede alligevel og gøre det. Hun knurrede dog en enkelt gang af ham i sin irritation.

Dylan kunne mærke sin kind begyndte at brænde en smule med smerte efter lussingen som Afrodite gav ham. Han var kort overasket over hendes handling, men måtte indrømme til sig selv, at det kun havde været et spørgsmål om tid før hendes tålmodighed knækkede. Hans vrede begyndt at stirre i ham, og hans øjne mødte hendes vrede øjne. Han stirrede koldt igen og knurrede lavmeldt, hans stemme var hæs og rungende.

"Jeg PÅSTÅR ikke, at jeg elsker ham. JEG ELSKER HAM!" Dylan rettede sig op og kiggede strengt ned på Afrodite.
"Jeg var skam i min helt gode ret i at forlade riget, faktsik havde jeg intet valg!"
Han stampede med den ene fod i forsøg på dæmpe hans vrede, sådan han ikke gjorde skade på hende, da han ikke ønskede det.

Wolfy rødme sig. "øhmm husk nu hvorfor vi er her"
Han rejset sig op fra tønden og gik hen imod dem.
"vi ender med at blive opdaget eller til trakke for meget opsomhed på den her måde"
Han stalt sig imellem dem for en sikkerheds skyld selvom der ikke virket til at være særlig meget mellem rum begrund af deres vrede nærmest bare fyldet hele rummet.