Lilia halv wolu/halv engel

Navn: Lilia
Bliver kaldt: Lili, Lia eller Lil
Alder: 14
Race: Halv wolu og halv engel
Køn: Pige

Farver: Hendes hår er blondt næsten hvidt. Hendes ører og hale er i en meget lys grå og brun nuance. Hendes øjne er crystalblå.

Beskrivelse: Hun ligner meget mere en engel/menneske frem for en wolu. Det eneste tegn på at hun har wolu blod i sine årer er hendes ører og hale som hun for det meste skjuler under en kappe med hætte. Lillia har hellere ikke nogle vinger.
Hun er meget bange af sig, mest på grund af den voldsomme reaktion folk kommer med når de finder ud af at hun har wolu blod i sig, men ud over det så er hun meget sød når man først lærer hende at kende. Hun har et meget charmende smil, som hun viser meget sjældent.

Historie: Hendes far som var en wolu og hendes mor som var en engel mødte hinanden nogle år før Lilia blev til. Det hele startede med at forældrene blev venner for senere hen at skabe et bånd sammen. De endte dog til sidst med at falde for hinanden, men de havde aldrig i deres vildeste fantasi troet at det var muligt for 2 så forskellige racer at få børn sammen. Alligevel endte det ud med at de fik Lilia. De var lykkelige i starten og nød at være en lille familie, men lykken stoppede brat den dag Lilias mor blev kaldt tilbage til himlen. Himlens højere magter havde fundet ud af hvad der var sket, selvom forældrene ellers havde passet på med ikke at blive opdaget af nogen. Moderen fik nu valget mellem at blive i himlen og aldrig nogensinde se sin lille familie igen eller at blive forvist fra himlen for altid. Hun valgte forvisningen, da hun ikke kunne udholde tanken om at efterlade sin lille datter helt alene nede på jorden. Selvom faderen ville være der for hende, så ville han ikke kunne hjælpe hende med de kræfter der lå gemt i hende indtil den dag hun blev gammel nok til at bruge dem. Moderen fik taget sine vinger og kræfter fra hende inden hun blev sendt ned på jorden igen. Hun var nu en ganske almindelig dødelig.
Lilias forældre blev drab kort før hendes 13 års fødselsdag af Froulists udsendte. Lilia blev ikke dræbt da moderen havde sørget for at gemme hende godt inden. Lilia blev dog ikke forskånet for at se sine forældre blive dræbt. Det syn jager hende stadig og hun er bange for at det ikke forsvinder før den dag hun får hævnet sine forældres død.

Dagen det frygtelige skete:
~Dagen var startet helt almindeligt ud med at Lilia var vågnet op til duften af nybagt brød. Hun var kommet søvndrukken ud i køkkenet til sin mor. De havde spist morgenmad sammen som enhver anden normal familie ville gøre. De havde snakket og grint ved bordet, faderen havde drillet hende på den sædvanlige godmodige måde som han altid havde gjort. Lilia havde hjulpet moderen med at rydde af bordet efter måltidet og faren var taget ud i skoven for at hugge brænde. Da bordet var ryddet havde Lilia fået lov til at gå ud og lege lidt inden hendes sædvanlige undervisning begyndte.
Hun var i gang med en livlig leg med familiens kat, da idyllen brat blev brudt ved at hendes far kom løbende. Allerede på lang afstand kunne hun høre at han råbte at hun skulle se og komme ind i huset, og det lige med det samme. Hun stirrede forskrækket på ham et stykke tid. Hvorfor skulle hun gå ind? Havde hun gjort noget galt? Moderen kom forvirret ud, hun kunne ikke se hvad alt den råben skulle til for. Hun blev dog bange da hun så hendes mands udtryk, da han var kommet tættere på dem. ”Hvad er der sket siden rædselen står malet i dit ansigt?” hun havde kigget bekymret på ham. Faderen var stoppet forpustet op foran hende, han træk vejret dybt et par gange for han fik fremstammet at froulists vagter var på vej mod dem. De var nødt til at pakke deres vigtigste ejendele og flygte nu, med det samme. Lilia havde på det tidspunkten taget katten op. Hun kiggede bange på dem og forstod ikke rigtig hvad det var de snakkede om. Moderen sagde ikke et ord hun vendte sig bare hurtigt om mod datteren og træk hende med sig ind i huset. Faderen fulgte hurtigt efter og med alt hast begyndte de at pakke deres ting. Lilia stod bare stille i et hjørne med katten i sine arme og fulgte forældrene med øjnene, hun anede stadigvæk ikke hvad det var der foregik. På et tidspunkt var der noget som fik hende til at se ud af vinduet. Det hun så forvirrede hende kun ydeligere. Hvem var de mænd som kom ridende mod deres hus? Og hvad var de? På det tidspunkt kendte hun ikke andre end hendes forældre, men det havde ikke generet hende. ”Mor, hvem er det som kommer ridende?” begge hendes forældre kiggede bestyrtet på datteren, da hun sagde det og kiggede derefter selv ud af vinduet for at se hvad hvad hun snakkede om. Moderen stirrede skræmt på det syn der mødte hende. Mindst 12 catuvagter var på vej mod deres lille hjem. ”Vi når det ikke. Der er ikke mere tid. Vi er nødt til at gemme os.” kom det fortvivlet fra hende mens hun vendte sig om mod sin mand. Faderen tog fat hende og rystede hende blidt for at få hende til at forstå det hun selv lige havde foreslået. ”Du ved hvad der sker hvis de ikke finder nogen her. De brænder bare huset ned i stedet for.” han sendte hende et kærligt blik inden han træk hende ind til et meget kærligt knus. Moderen var begyndt at græde og holdt et øjeblik krampagtigt fast i hendes mands bluse. Hun vidste godt hvad der ville ske hvis de gemte sig, men det var angsten som havde fået hende til at foreslå at de skulle gemme sig. Selv hvis det lykkedes dem at gemme sig i skoven, så ville de stadig miste alt hvad de havde og ejede. Der var kun en som de kunne nå og redde, og det var deres datter Lilia. Hun fik samlet sig og gik med rolige skridt hen til Lilia. ”Lille skat, du ved godt at vi elsker dig overalt på jorden, ikke og at udanset hvad der sker så vil vi altid gøre det.” da datteren nikkede som svar på at det gjorde hun, fortsatte moderen ”Jeg havde håbet at vi aldrig ville få behov for at gøre det her, men vi har ikke noget valgt.” hun sendte Lilia et kærligt og moderligt blik samtidig med at hun trykkede blidt på væggen ved siden af dem. Væggen gled 1 cm ind og til siden. Et lille rum kom til syne. Lilia stirrede undrende på det der skete. Hvor kom det rum fra og hvorfor havde hun ikke kendt noget til det? Faren var kommet hen til dem og havde sin ene arm omkring sin hustru. Det blik han sendte datteren var lige så kærligt som moderens, men der var tårer i det. De skubbede hende blidt ind i rummet sammen med katten. Moderen træk 2 breve frem fra hendes skørt og gav dem videre til datteren. Lilia var begyndt at græde nu. Hun var forvirret og bange. Hvad skete der? Hvorfor var hendes forældre så bange og kede af det? ”Det ene brev er til dig min pige, vent med at læse det til alt er sikkert igen, og det andet er til den person som vil tage dig til sig med alt hvad det nu indebærer, så gemt det rigtig godt og sørg for at det ikke kommer i de forkerte hænder. Din intuition og fremtidige evner vil hjælpe dig, så lyt godt til dem.” Lilia nikkede for at vise at hun forstod hvad der blev sagt. Faren kiggede ud af vinduet for at se hvor langt vagterne var noget. ” Min elskede, vi har kun nogle få minutter. Så skynd dig. ” kom det fra ham da han så at vagterne ikke var så langt væk igen. Moderen sendte selv et kort blik ud af vinduet inden hun skubbede datteren længere ind i rummet. ”Undersøg rummet godt, når alt er sikkert. Jeg har gemt en masse vigtige ting derinde, som du senere kan få brug for. Udanset hvad der sker så skal du være bomstille. Ikke en lyd må komme over dine læber.” Hun træk hurtigt væggen på plads igen inden Lilia kunne nå at komme med en masse spørgsmål som der ikke var tid til at svare på. Lilia stod bare stille et øjeblik mens tårerne løb ned af hendes kinder. Hvad skete der? Hvorfor skulle hun lukkes inde i dette rum? Til sidst satte hun katten ned på gulvet, så hun kunne give sig til at banke hårdt på væggen. ”Mor, far, luk mig ud. Jeg vil ikke være herinde mere” hun råbte det flere gange med gråd i stemmen, men da hun ikke fik nogen reaktion, satte hun sig ned på gulvet og begyndte at stortude. Katten gned sig spindende op ad Lilia for at trøste hende.
Uden for rummet, på den anden side af væggen stod hendes forældre og krammede hinanden. Moderen græd stille mod sin mands skulder. Hun kunne ikke udholde at høre sin datter græde, men hun kunne ikke gøre noget nu. Catuvagterne var allerede noget frem til deres hus. Da Lilia hørte hestene stoppe op udenfor, huskede hun hendes mors ord om at hun skulle være stille. Hun fik sin gråd under kontrol. Hun fik et chok da hun hørte at deres dør blev sparket op.
Forældre havde besluttet at der ikke var nogen pointe i at lade som om at alt var i den skønneste orden og at de ikke havde vidst noget om at catuvagterne havde været på vej. Faderen havde sluppet sin hustru og stillet sig beskyttende ind foran hende. De stod begge og afventede reaktionen fra catuen som lige havde sparket deres dør ind. Catuen smilede ondt da han så dem og gjorde tegn til de andre om at de godt kunne komme ind. ” Vi har hørt rygter om at der skulle befinde sig nogle engle her. Er dette sandt? ” kom det fra catuernes kaptajn som nu trådte ind ad døren. Hverken Lilias far eller mor svarede ham. Da de de stadig ikke havde svaret efter et lille stykke tid, gjorde kaptajnen tegn til den første catu om at han skulle få dem til at svare. ”De har at svare når kaptajnen stiller dem et spørgsmål.” sagde den første catu inden han slog Lilias far. Lilias mor skreg da hendes mand faldt til gulvet efter at være blevet slået. Han var blevet slået så hårdt at blodet piblede fra hans mund. Han tørrede blodet væk med sin hånd samtidig med at han rejste sig op igen for at stå beskyttende foran sin hustru. Han havde et hårdt og hadefuldt udtryk i sine øjne, som bare fik catuerne til at grine. ” Nååh hvad bliver det til wolu? Er rygtet sandt eller ikke?” kaptajnen smilede ondt til Lilias far. Faderen spyttede foran kaptajnens fødder for at vise hvad han mente om ham. For det blev han slået endnu en gang af den første catu, denne gang i maven. Han krøb sammen af smerte, men rettede sig hurtigt op igen. Moderen var sprunget frem for at hjælpe ham, men måtte træde et par skridt tilbage idet han rettede sig op igen. Begge 2 valgte stadigvæk ikke at sige noget for at beskytte deres datter.
Lilia havde hørt det hele og havde taget hænderne op foran munden for ikke at skrige da hun hørte at hendes far blev slået. Hun lagde mærke til at en lysstribe kom ind gennem en sprække i væggen. Hun krøb forsigtigt derhen for at se hvad der skete på den anden side af væggen. Katten havde holdt sig på afstand da Lilia begyndte at bevæge sig mod væggen.
” Nååh man spiller nok hård, var? Men siden i nu nægter at sige noget, så giver i mig ikke andet valg” Kaptajnen gjorde tegn til at catuerne kunne gøre hvad de ville, bare så længe de fik dem til at fortælle det han ville vide. Han gik ud af døren da han ikke ønskede at være vidne til hvad hans vagter lavede. Han satte sig på en træstub et stykke derfra og tændte sig en cigaret. Indenfor i huset omringede vagterne Lilias forældre og uden varsel gik de til angreb. Det var faren som de gik efter først og da han ikke længere kunne rejse sig op gik de efter moderen.
Lilia havde hele tiden kigget ud ad sprækken og derfor så hun også sine forældrene få tæsk. Hun kunne ikke holde et gisp væk, men da hun stadig sine hænder oppe foran sin mund gjorde det ikke så meget, da de dæmpede gispet lige akkurat nok til at catuerne ikke kunne høre hende. Da begge forældrene til sidst lå på jorden uden at kunne rejse sig op igen, løb den første catu ud til kaptajnen for at fortælle at parret stadigvæk nægtede at fortælle noget. Kaptajnen sukkede ” Siden de stadig nægter at tale, ser jeg ingen grund til at de er live længere. Slå dem ihjel og undersøg derefter huset for at se om der befinder sig andre der. Jeg begynder at ride tilbage mod byen for at rapportere. I kan bare følge efter når i er færdige.” kaptajnen satte sig op på sin hest og begyndte at ride tilbage ad den vej de var kommet. Catuvagten bukkede og gik derefter ind igen og gav ordren videre. Der kom et hulk fra Lilia da hun hørte hvad catuerne havde tænkt sig at gøre, men hun kunne ikke få sig selv til at kigge væk. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Catuerne skar halsen over på begge hendes forældre og gik derefter i gang med at undersøge huset. De ødelagde alt hvad de kom i nærheden af for at se om der skulle befinde sig andre i huset. De nåede frem til Lilias værelse som tydeligt viste at her boede der barn. Da de havde gennemsøgt hele huset uden at finde spor af barnet gik de i gang med at søge efter det udenfor, men opgav da de ikke kunne finde nogle spor af barnet udenfor hellere. De sad op og red deres vej.
Efter at der havde været stille et stykke tid i huset begyndte Lilia endelig at bevæge sig ud af stedet og begyndte at lede efter en måde at komme ud af det hemmelig rum igen. Hun var som forstenet og anede ikke rigtig hvad gjorde mens hun lod sine hænder glide hen over væggene. Hun ramte noget der mindede om et håndtag og hun træk prøvende i det. Efter at hun havde trukket i det lød der et knæk, som hvis nogen havde trådt på en gren og kort efter gled væggen op. Hun stirrede blindt på det syn der mødte hende. Hun så sine forældres døde kroppe og så alligevel ikke. Lilia var holdt op med at græde og tænkte at det her var bare en ond drøm. Det var ikke sket i virkeligheden og hun ville vågne lige om lidt. Katten løb forbi hende og ud af døren som catuerne havde ladet stå åben. Hun begyndte langsomt at gå i gang med at rydde op og gøre rent. Hun ville ikke se på sine forældres døde kroppe så derfor gik hun i gang med de andre rum først. Efter et stykke tid kunne hun ikke længere huske hvad hun gjorde. Hun gjorde bare tingene per automatik og da hun var færdig med at ordne hele huset kunne hun kun svagt huske at hun havde gravet et stort hul udenfor som hun havde begravet sine forældre i. Lilia kunne ikke huske om hun havde gjort forældrene i stand inden hun havde begravet dem eller om hun overhovedet havde i klædt dem i et ligklæde.~

Dagene efter mordet på forældrene:
~De næste par dage forgik som i en døs, det var langsomt gået op for hende at det ikke var nogen drøm og at det hele var sket i virkeligheden. Hun havde ikke grædt siden hun havde hørt ordren om at hendes forældre skulle slås ihjel. Hun kunne simpelthen ikke græde mere. Der gik endnu et par dage før hun fik taget sig sammen til at læse brevet fra sin mor. Først efter at brevet var blevet læst et par gange begyndte tårerne endelig at komme og da hun havde læst det igennem en tredje gang sad hun og stortudede. Der gik endnu en dag før hun fik undersøgt det hemmelige rum som hendes mor havde sagt hun skulle gøre. Hun havde fundet bl.a. magiske genstande, penge og andre ting hun kunne få brug for at overleve. Lilia brugte det hemmelige rum til at opbevare de ting hun ikke kunne have med sig rundt når hun gik på jagt efter mad. Hun sørgede også for at huset lignede et der var forladt hver gang hun forlod det. Katten fulgte med hende det meste af tiden, men hver gang hun skulle ind til byen blev katten hjemme, for der ville den ikke gå med. Lilia kunne godt forstå den, så derfor tvang hun den ikke. Hun ville selv gerne undvære turene ind til byen, men de var desværre nødvendige.~


Skriver brevenes indhold senere ^^

Maj-chan's tegning af hende: linamomoko.deviantart.com/art/Lilia-line-art-314819720?q=gallery%3Alinamomoko%2F11545089&qo=17