1 år efter mørket kommer rp´et

April blev overrasket da Froulist kom ind, endnu mere over at Bruno bare rejste sig og virkede som om han ingen modstand gjorde. Hun lå der som en lille klump og kiggede op på Bruno der gik imod Froulist. Hun var nødt til at gøre noget. Hvis han gik nu ville hun ikke kunne få ham med ud, men hvad skulle hun gøre? Det var Froulist.
Hun var ved at miste håbet da en velkendt duft fangede hendes opmærksomhed. Hun satte sig langsomt op og lagde mærke til en skikkelse der dukkede op bagved Froulist. Og lige inden Bruno tog hans hånd, blev der holdt en klud med noget bedøvende på for munden af Froulist. Den blev holdt fast indtil han besvimede og skikkelsen trak ham roligt ind i rummet til siden og lagde ham med et tæppe over så han lignede en af de andre rabuer.

Han kiggede op og hviskede "April?"

Bruno have næsten nået at tage mod Froulist´s hånden enden den fald slap. Bruno trådet et chokket
skridt tilbage med hænderne for munden.
Han´s krop rystet stadig men gjorder intent han stod bare helt stille ind til han fald lettet ned på knæ da det endelig gik op for ham at han slap for nattens skræk.

April for op og løb hen og hoppede i armene på skikkelsen man nu kunne se i lyset fra gangen. Hun krammede sig ind til ham og han holdt om hende. "Lupus.. Jeg vidste du ikke ville svigte." han smilte lidt men slap hende ikke.

April drejede hovedet da hun kom ned fra hans arme igen og kiggede på Bruno. "ohh det her er Bruno, vi skal have ham med." April smilede for første gang siden hun var kommet derind.

Lupus ene øre bevægede sig da han hørte navnet. "Bruno? Jeg synes jeg har hørt det navn før, men kan ikke placere det." Han rystede let på hovedet. "vi har ikke tid. Vagterne langs den ene gang er bedøvet. ret nemt når man putter noget i deres mad, det værre udenfor. men vi skal afsted nu."

April gik hen og rakte sin hånd til Bruno "kom." hun smilte til ham

Bruno fjernet hænderne fra munden og så studrene på Lupus. Han føglte sig
lige pluslig meget træt begrund af den stor lettels.
Han tog gladeligt imod April´s hånd og smille venligt og træt.

endnu engang var det ulv der hev ham væk her fra.
Dog kunne han ikke få sig selv til at ulven i øjnene.
Bruno fulgte efter April og Lupus. nogle af vagterne lå ovn på hinanden meget slappe og bare sov.
Da de var næsten var ude komme han i tanke om Lupus navn. "Lupus.....det hedder en af Dylans store brøder osse" Mumlet han ligt for sig selv

Lupus havde sørget for at gå forrest hele vejen, det var dog ikke fordi der var sket noget. Han stoppede dog op og kiggede på Bruno med et hævet øjenbryn. "Ahh prinsen, well det ikke mig." han smilte venligt.

April gav Brunos hånd et klem. "Bare rolig, Lupus er.. Well.. jeg.." hun kunne ikke helt formulere sig og kiggede bare ned.

Lupus grinte lavt. "Typisk dig.." han sendte April et smil. "Du skal nok få en forklaring når vi kommer ud." Han gik lidt videre og sørgede for han havde dem med bag sig. Og så kom han i tanke om hvor han havde hørt navnet Bruno, det var nok fordi Bruno nævnte Dylan. Han stoppede op og gik lidt ned i knæ og kiggede direkte på Bruno. "Vent.. Er du Dylans Bruno?" Det var et år siden han havde set dem, det kunne da ikke være ham, hvorfor havde de ikke fået ham ud?

"Dylan´s Bruno?.......DYLAN!! er han i live?? er han okay??" Bruno fardet næsten hen til Lupus.
han holdte Lupus arm ikke hårdt og så håbefuldt på ham.
"lever de endnu??" han kunne mærke hans øjne begyndte at blive varme og våde.
Bruno kunne næsten allerede forstille sig at komme hen til Dylan igen og bare pute sig ind til ham igen imens Yugiku ville drille Wolfy i baggrunden som altid. deres stemmer.

Lupus blev overrasket over Brunos reaktion og endte med at holde ham for munden bagefter han var færdig. Alt den larm han pludselig fik lavet på ingen tid. Det var jo umuligt ingen havde hørt dem. Han lyttede og hørte nogle der løb imod dem. "Pis... Hør jeg svarer dig på det jeg ved når vi i sikkerhed, lige nu skal vi væk."

April kiggede nervøst op på Lupus, hun ville ikke fanges igen. "Tag Bruno, han har været her længere end jeg, jeg kan sagtens løbe." hun sendte ham et smil.

Lupus gengældte smilet og tog uden tøven Bruno op i en brudestilling. "Hold godt fast." mere nåede han ikke at sige før han satte i et løb med April lige bagved sig. I samme nu kom nogle vagter om hjørnet som begyndte og løbe efter dem.

"ah..men jeg..." mere nået Bruno ikke at sige da Lupus løffet ham op så han vaglte og prøve at være mist besværglig som muligt og holdte bare fast i Lupus.
hvorfor kune han ikke bare have vente til at spørge før de kom ud hvorfor sku han nu give dem problemmer. vis de ikke slap fri nu ville det være hans skyld.
Bruno lukket øjnene og virkelig bad til at de nok skulle klare den.
Han måtte nok hellere undskylde dem når de var nået i sikkerhed for hans dumhed.

Lupus fik guidet dem rimelig uset igennem resten af gården. Dog havde de stadig 4 efter dem. Han satte Bruno ned da de nåede en mur. "Vi nødt til og af med dem, hvis vi skal have en chance for at komme væk."

April tog fat i trøjen på Lupus. "Du kan ikke slås imod 4."

Lupus smilte og frigjorde sig. "Du burde vide jeg kan mere end man tror." han bukkede sig så ned og gav hende et kys på kinden før han løb imod vagterne. "hold jer skjult" var det sidste han sagde.

April kunne ikke lide han skulle slås alene, men hun gjorde som der blev sagt og tog fat i Brunos hånd og trak ham ind i en busk.

Bruno kunne mærke noget I sin krop vokse I kraft.
Det ville gå galt. 1 imod 4. han kunne ikke lid det. stop det. hvornår får det en ende.
"LUPUS NEJ!!"
inden April fik trukken dem ind I busken udsente han´s krop en kraft af lys der vælte de 4 vagter
omkuld 2 meter før Lupus nået hen til dem. vagterne rejset sig ikke op igen. kraften have dog skubbet Bruno og April tilbage ind I buksen.

April var stoppet op da Bruno pludselig råbte. Hun havde aldrig oplevet ham sådan, han var altid så forsigtig. Hun så et lys og nåede ikke og reagere mere før hun blev skubbet ind i busken bag sig sammen med Bruno.

Lupus hørte men reagerede egentlig ikke på det før der kom et lys glimt som væltede vagterne. han stoppede og kiggede underligt på dem. Det virkede ikke som om de rejste sig, så han valgte hurtigt og løbe tilbage til de 2 andre. Han km ind i busken til dem. Han så nervøst på dem. "er i okay?"

Bruno prøvede at rejse sig op igen men hans arme og ben svigte ham.
Det lykkes ham at sætte sig op i første omgange.
Han kunne smage blod i sin mund. Hurtigt og udset tøre han sig om munden for at sikker
at der var inte at se.
"Un-unskyld det skete bare" Han fik endelig risjt sig op og ud af busken.
Han ville helest ikke gør dem mere besvægr selvom han måtte kæmpe imod en træthed i kroppen.
"la-lad os komme vider"

April nikkede roligt til Lupus og kiggede så nervøst på Bruno. "Jeg tror ikke han kan komme op." selvom bruno havde forsøgt og skjule det, så havde April bemærket det.

Lupus rystede på hovedet "Intet og sige undskyld for. Du var en hjælp." han nussede ham kort på hovedet med en flad pote. Han kiggede så på April og nikkede "Jeg forstår." han tog derefter blidt fat i Bruno og kom op og stå. April fulgte med da de begyndte og bevæge sig i skyggerne imod den ene side af gården. Da de nåede et hjørne fandt Lupus et reb og en gribekrog frem som lå under en busk, han havde sørget for og sætte Bruno ned inden. Han svang det op og April var den første på vej op af det. Lupus satte sig ned på hug med ryggen imod Bruno. "Hold godt fast, så ska jeg nok få os over" han sendte ham et venligt smil henover sin ene skulder.

Bruno hostet imens Lupus ordent kroen Han så blodet I sin hånden.
Han tørt det hutigt udset væk. Bare ligt mere krop kom så.
Bruno bemærket Lupus side med ryggen til ham. han viste godt hvad det betøde. Wolfy have bæret rundt med ham sådan mange gange hvor Dylan for det meste bar ham I brudestilling.
Han satte sig forstigtig op på Lupus ryg.
"Jeg håber ikke at jeg er for tung" smile han venligt.

Lupus smilede lidt da han havde drejet hovedet. Han rejste sig langsomt. "du vejer intet." han kunne mærke Brunos knogler, han havde bestemt været her for længe. Imens han kravlede tænkte han over hvor Dylan og de andre var. Han havde mødt dem for et par måneder siden, hvor var det nu de sagde de ville hen?
Han nåede toppen og hev rebet op. Han smed den ned til April der stod på den anden side og fik Bruno om så han holdt ham som man ville et barn. Han hoppede så ned og satte ham på jorden. Der stod 2 heste lidt længere henne og de fandt dem. Lupus kiggede på Bruno "Kan du ride?"

Synet af hestene fik Bruno til at bakke to skridt væk fra den ene og han gjorder et lille hob fra sig da den anden hev fat I hans bluse bag fra sig. Heste har aldrig været hans kop te. de er store og ville kunne vælte en om kuld let som ingen ting. plus de kan sparke temlig hårdt.
Han skyndte sig at stille sig med god afstand fra hestene.
"Uhmmm jeg er bekendt med det..men........" sist han var blevet sat op på en hest var det ikke gået særlig godt.
"jeg taler ikke helt samm sprog som hestene detsvære" han smile venligt flovt.

April fniste lidt over Brunos reaktion, det var lidt kært. "Hør du kan ride med mig hvis du vil." Hun hoppede elegant op på den ene hest og satte sig bedst en smule bagud. Hun sendte Lupus et lille smil.

Lupus havde kigget overrasket på Bruno, men han kom til sig selv da han hørte hvad April sagde. Det var nok bedst hun red med ham, da han jo kendte hende. I hvert fald bedre end ham. Og uden at tøve løftede han Bruno og satte ham op foran April. før han hoppede på sin egen hest "lad os komme væk". Han lod let hesten mærke sine fødder og den kom hurtigt i galop.

April smilede til Bruno og lagde armene om ham så hun kunne holde fast i tøjlerne. Hun havde hovedet ved siden af Brunos og sørgede for de sad helt tæt så han delte hendes balance. "Tak fat i manken" hun hviskede det før de fulgte efter Lupus gennem skoven.

Bruno tog en dyb indånding og prøvede at søger for at han gjorder alt hvad April fortalt ham hvad han skulle gører.
nogle gange var han nød til at lukke øjnene da han ikke var helt tryk ved ridde turen og bare håbede på at de snart var nået der hen hvor de var på vej hen.

Wolfy sad ude foran et forladt skur ude i skoven. han var i gang med at prøve at lave sin kamp stav, men den have fået et ordenligt knæk og de andre skader den have fået løbet af året gjorder heler ikke noget godt for den. Han sad dybt og overvejet om den overhovdet kunne laves. måske vis han bare skaffet sig noget nyt træ til den.

April sørgede for og holde godt fast i Bruno. Hun ville ikke have han faldt ned, og eftersom hun var øvet i at ride, så var det ikke et problem. Hun kiggede på Lupus foran, hun havde savnet ham, men hun var ikke helt klar over hvor de var på vej hen.

Lupus satte farten ned og stoppede så helt. Han brugte et lille minut på at orientere sig og snuse i luften før han førte dem videre. Han gjorde det et par gange før han igen stoppede. Denne gang var det dog anderledes. Han fik det der smil som April kendte så godt. Han havde fundet vejen.

April kunne igennem træerne ane et skur der kom til syne længere fremme. Måske det var der de skulle søge ly`?

Wolfy sukkede opgivende og lænte sig tilbage op af muren med sit kamp stave liggende slap i hans hænderne.
en lugt af personer og lyde af heste fange hans opmærksomhed. Ulven rejset sig op og kiggede imod retning.

Bruno kiggede studrene på Lupus. hvorvar de mun på vej hen??
han håbede bare at de snart var færdig med at ridde. han var nemlig osse begyndt at få ondt eller retter sagt ved at være meget øm for klammer sig til hestene med benene især.

April satte farten lidt ned da de kom tættere på skuret. Hun var ikke klar over hvem der eventuelt var der, og hun ville ikke tage nogen chance når man tænkte på hvad hun lige havde oplevet. Det endte derfor med de bare skridtede imens Lupus var fortsat hen til skuret.

Lupus nåede skuret og stoppede hesten foran Wolfy. Han smilede "syntes nok jeg kendte den lugt." han lod sig svinge ned uden problemer og landede på jorden med et blidt bump. "Det godt og se dig herude, jeg har faktisk noget til dig."
Han drejede hovedet i samme øjeblik nåede næste hest frem. Den stoppede ved siden af Lupus og der sad April og havde solidt armene om Bruno. Hun kiggede en smule undrende ned på Wolfy, kendte hun ikke ham? Hun mindes hun havde mødt ham før.

Wolfy kiggede på hesten der stoppet foran ham.
et smil kom frem i hans ansigt da han kiggede på Lupus.
Han skulle lige til at give ham hånden men Lupus nået at kigge væk så Wolfy trak hånden til sig igen.
Hans hjerte stoppet et øjeblik da han endelig bemæket en meget vel kendt duft og da han fik øje på Bruno siddde på den anden hest.

Hele Bruno´s krop blev lettet da han fik øje på Wolfy. Han fik dog et chok da WOlfy ligepluslig bare trak ham ned fra hesten.
Wolfy have trukket ham ned ind i et kæmpe kram. Han kunne mærke hvordan Wolfy næsten grave hovdet i i ham.
"undskyld undskyld undskyld" var det han kunne høre Ulven mumlet i hans tøj.
Bruno smillede bare og begyndte at ade wolfy´s hovde.