Mørket kommer

"vi har løbet ind I nogle problemmer hvor han fik nået han ikke kunne tale så lægen gav ham noget medicin" Wolfy smillede dumt. der var ingen grund til nærmere forklaring til en fremmede.
"ah bare en et ord forbrug `mørk magi` ligesom `ren mel I posen` vis du forstår"
han føglet ligt at de var tilbage I gamle dage hvor Yugiku og ham skulle klare sig selv før Dylan og Bruno.
Han var vantil at lave dække og sikkerhed på denne måde dengang.

Lupus blinkede et par gange.. "ookkaaayy..." han trak så lidt ligegyldigt på skuldrene, jo han var da nysgerrig men ikke for enhver pris, og hende den hysteriske var bestemt ikke kølet ned. Han sukkede lidt "hvor kom i fra? den eneste by der er i nærheden tilhører menneskerne, og lige for tiden er her fyldt med catuer." han så spørgende på wolfy.

Yugiku åbnede øjnene og kiggede på Lupus. "Du spørger mere end hvad der godt for dig selv." Hun så på ham med et bestemt blik.

Lupus havde drejet hovedet da Yugiku snakkede til ham og grinede bare lidt. "Hvis man ikke er nysgerrig så bliver livet kedeligt." han blinkede en gang til hende før han igen kiggede på Wolfy

"vi er rejsene og har ikke lyst til at være I nærheden af Catu vargter"
wolfy sukket opgivende.
"hvorfor er du I nærheden af en menneskeby fyldt med catu vargter??"
der var en stemme inde I wolfy´s hovde der sgade spørgsmål tid.

Yugiku opgav lupus for nu og lod wolfy tage sig af det. Så hun lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene.

Lupus smilte en smule lusket. "God mad, og så rejser jeg altid rundt. Er sjældent jeg har slået mig ned på et sted.. og well.. Så der den her pige du ved... Hun er i byen lige nu. Hun rejser også hele tiden. Det dog lidt underligt hun er der, men jeg kender hende ikke så jeg har ikke spurgt." han smilede bare som om det var det mest normale i verden og stalke en pige.
Han sad lidt og kiggede på Dylan før hans nysgerrighed igen vandt. "Hvorfor har i problemer med catuerne? Er det fordi i render med prinsen?" han nikkede imod Dylan

"ja det kan man godt sige" Han nikket bare til det. det kunne jo være en grund nok I første omgang.
"vi hjælper ham bare" Wolfy ved ikke hvorfor men han klappet blødt Dylans hovde.
han kigge igen nysgarig på Lupus. "en pige??"

Lupus var blevet optaget af et egerne der hoppede rundt på jorden 5 meter fra dem. Han sad intenst og kiggede på den da Wolfy sagde noget til ham. han reagerede derfor ikke først men drejede så pludselig hovedet. "Pige?? Ohh..." hans smil blev halv stort. "jaa pige... Du ved vel hvad en pige er, ligesom." han vendte sig og kiggede på Yugiku, men ombestemte sig så. "du ved de har bryster, og så smiler de på sådan en kær måde. I hvert fald de søde af dem."

Wolfy var stille et øjeblik. Han have pluslig en tran til at slå ham.
"pfft selvfølig ved jeg hvad en pige er! Jeg er jo ikke jomfru" Han lade armene over kors.
"har du nogensinde snakket med den pige??"

Yugiku smilede lidt over fra træet "Det kan jeg skrive under på." hun åbnede dog ikke øjnene, kom bare med den flabede kommentar.

Lupus blinkede et par gange, vent. Havde de 2? Det havde han dog aldrig troet. Han kiggede kort ned i jorden "Uhmm nej... det.. kompliceret..." han havde prøvet flere gange men var altid endt med at vende om med halen imellem benene.

"pftt hehe" han kunne ikke lade være med a smillede. han var selv akavet med piger men det lød til at Lupus var mere akavet på det punt end ham.
"så hvordan er du sikker på at du ikke føgler hende forgæves??"

han unlod at at kigge på Yugiku. han mærket varmen I kinderne

Lupus følte sig en smule dum og derfor kom det også til at lyde en smule mere voldsomt det han sagde "Fordi... jeg..det... det ved jeg ikke! NÅÅH! men.. Det bedre end at sidde stille, og en dag så snakker jeg med hende! har bestemt mig.. jeg.. jeg skal bare lige..." han kiggede igen ned og tegnede små cirkler i jorden under ham

"......" Wolfy fik næsten ondt af fyren.
"så sig hej når du går forbid hende en dag. det er jo meget normalt at folk bare hilser venligt på hinanden I byerne" Han rykket på skulderne og føglet sig plusligt ligt gamle

Lupus løftede et øjenbryn. Hvis det var så simpelt så havde han jo allerede gjort det.

Yugiku smilede lidt flabet "opgiv det wolfy. Han er en lille dreng af sind der ikke tør." hun grinte en smule hånligt.
Lupus greb en sten og kylede den efter hende da blev ret sur over hendes ord. Hun nåede kun lige at fornemme den kom flyvende og fik dukket sig i sidste øjeblik så stenen ramte træet og ikke hendes hoved. Hun kom på et sekund op at stå og en mørk skygge fangede Lupus og hun gik over og klappede ham en lussing, før hun tog surt fat i hans hage. "Lad være med og prøv på det igen." Hun slap ham så ved at skubbede hans hage irriteret væk og gik over og brugte en skygge der løftede hende op på en gren hvor hun satte sig og lod være og kiggede på dem.

Lupus blev en smule overrasket og tog bare imod lussingen han fik jo heller ikke rigtig andet valg. Han holdt sig på den ømme kind da Yugiku forsvandt op i træet. "hvordan kan du holde hende ud? Hun er så... sur..." han sukkede en smule opgivende. Intet nyt i han endte i problemer dog, han forstod det bare ikke.

"du ved. kvinder når de ikke får deres skønheds søvn" han rykket på skulderne.
"såå rejser du så rundt efter nået bestemt?? et hjem? en verden eller er du bare dissedert en skumle strakker??" Wolfy lade hovdet på skråg og kiggede endnu vuderne på Lupus. hvor gamle var han mun

Lupus grinte lidt. "Jeg rejser til jeg finder noget der giver mig grund til andet. Men en stalker vil jeg nu ikke kalde mig." Han kløede sit øre. "Jeg kigger jo altså ikke på hende i bad, eller når hun klæder om eller lign. tshh.." han rullede opgivende med øjnene af Wolfy. Lignede han virkedelig sådan en?

"hhehehe" Wolfy rystet på hovdet men han stoppet hurtigt med at grine da Dylan strammet sit greb ved hans lår. "Bruno...." mumlet han stille for sig selv. Hvordan kunne han bare sidde her roligt imens Bruno var ved Catu´ene.
"sååå hvad med familie eller venner?? inte der holder dig der??"

Lupus drejede et øre og kiggede på Dylan der mumlede. Han kløede sig lidt i håret og kiggede så på Wolfy.. "Uhmm ikke rigtig, jeg er en fri fugl så at sige. gør hvad jeg vil, og rejser hvorhen jeg vil. Hvad med jer?" han kiggede lidt rundt på dem alle 3. "hvorfor render i rundt i en skov?"

"hmmm......jeg strak af min hjem by....da..ja.." Han have ikke tængt på det I så land tid nu at han faktiks næsten have glemt hvad der skete derhjemme. hvorfor han tog af sted. hvad hans mål renfaktisk var.
" er du aldrig komme I klemme I krigen?? det er jo ikke alle vandre der har fået de beste modtaglser de fleste steder??"

Lupus kiggede ned i jorden og kørte en pote rundt. "well. Ikke på grund af krigen. Folk har en tendens til at blive ret fornærmet over det jeg siger." han holdt en kort pause før han fortsatte. "jeg ved ikke hvorfor, jeg siger jo bare tingene som de er?" han kiggede uforstående op på Wolfy

"idet miste er det af den grund...måske får du folk til at glemme krigen ligt"
Wolfy grinte akavet men stoppet hurtigt da Dylan gav sig et spæt fra sig og satte klørene I Wolfy´s lår.
"Ihhhh Q3Q" Han sig I underlæben. den ulv budte få slibbet sinne klør ned. hvad er han? en kat jezzz.

Lupus kløede sit ene øre igen "Tror ikke noget kan få folk til at glemme det. De bliver mindet om det alle steder." Lupus hoppede op på benene en gang da Wolfy gav et spjæt. Det var tydeligt hans reflekser var gode, og han var vandt til at klare sig alene. Han slappede dog hurtigt af igen da Wolfy snakkede, og han satte sig ned igen og kiggede på ham.
Han skulle til at sige noget men stoppede sig selv. Han drejede hovedet imod vinden og snuste en gang. "Catuer.. de på vej den her vej."
Yugiku var med det samme oppe og stå. Hun gik hen til Wolfy. "vi nødt til og finde et mere sikkerts sted."

Wolfy glemte hurtig smarten da han selv opfange lugten af catuene.
Han satte sig på hug og gjorder klar til at smide Dylan op på sin ryg.
"sikkert sted. hvor...de er I hælene på os lige meget hvor vi løber hen"
Det var frustration I Wolfy´s stemme. Det var sikkert trætheden der talte eller bekymring om
at Dylan ikke var til at vække begrund af medicine.
Han rejste sig idet han fik Dylan op på ryggen. han lave et lille hob for at den hvide ulv lå rigtigt.

Yugiku var begyndt og sende nogle skygger imod dem for at forvirre dem og stod dybt koncentreret.

Lupus kiggede på ham. "Følg mig. Jeg kender et sted.." Han begyndte så og løbe i en retning væk fra catuerne.

Det tog ikke Yugiku længe at komme op ved siden af Wolfy. "Lad os komme afsted. Hvis han ville os noget, så havde han gjort det. Og prøver han på noget sender jeg ham ud over havet i et sort hul" hun sendte ham et skævt smil.

Wolfy svare dem ikke han fulgte bare efter dem som hentyding at han forstod hvad de sagde til ham.
Dylans vægt gjorder at Wolfy ikke løb lige så hurtigt som Lupus men han kunne lige holde farten nok til at se hvor Lupus løber hen.
han efter lod sig en is mure lige bag dem for at spærre vagternes vej for en stun og for at belæste sig minst lave han sig en glat bane så han gled det meste af vejen de sku, plus det gjorder ham hurtigtere. han nået helt op på siden af Lupus.

Lupus havde sørget for at holde øje med at de var med ham. Han havde været hurtig ja, men ikke hurtigere end de var med. Han blev dog lidt overrasket da han så wolfy ved siden af sig, han smilede lidt.
Han førte dem igennem en tæt del af skoven som endte ved et bjerg. Her gik han hen og fik rykket en sten en smule så man kunne komme ind. "Her.. de finder os aldrig herinde." han sendte dem et smil og ventede på de gik ind.
Yugiku rullede opgivende med øjnene. Et bjerg, som om en skov ikke var slem nok. Hun sukkede dog bare og gik ind, der var ingen grund til at sige imod. De skulle væk fra catuerne

"hehe er du bange for de slimme vægge" Wolfy sendte Yugiku en drillene tanke da han trådet ind I bjeget. Han lade Dylan ned et sted han menet var behaglig nok at at han lå I vejen.
Han tog sin bluse af og brugte den til pude under Dylans hovde.
"phyy jeg hpber virkelig at du har ret med at de ikke finder os her" Wolfy satte sig træt ned op af væggen.